Til lyden af klapsalver fra publikum og rosende ord fra såvel officielle som uofficielle opponenter modtog Martin Zachariasen, institutleder på Datalogisk Institut, KU (DIKU) fredag den 21. maj 2010 den naturvidenskabelige doktorgrad (Dr.Scient.) for sin afhandling med titlen: Fixed Orientation Interconnection Problems: Theory, Algorithms and Applications.
Efter en indledning ved Dekan Nils O. Andersen, Det naturvidenskabelige Fakultet, gav Martin Zachariasen en introduktion til sit forskningsarbejde gennem henved 10 år, som kort fortalt er en teoretisk løsning på et praktisk problem, et nyt paradigme for chipdesign, som muliggør, at ledninger mellem forbindelsespunkter kan løbe i andre - faste og vilkårlige - retninger end den hidtil eneste kendte såkaldte "Manhattan-arkitektur", hvor alle ledninger forløber i vinkelrette baner. Den nye metode med vilkårlige retninger kan give op til 30% kapacitetsbesparelse i chip'ens energiforbrug. Det matematisk-teoretiske grundlag for metoden kaldes Steiner-træ-problemet og går ud på at forbinde en række punkter indbyrdes med den kortest mulige linjeafstand.


