Too Cool for Internet Explorer

KU

Ny iværksætter idé vil afhjælpe boligproblemet for studerende i København!

Billede fra freedigitalphotos.net af Salvatore VuonoBillede fra freedigitalphotos.net af Salvatore Vuono
Fire studerende mener at have fundet en løsning der vil afhjælpe de aktuelle boligproblemer studerende har i København. Derfor har de startet en ny tjeneste på www.postflat.com. En gratis tjeneste som har til formål at give danske såvel som udenlandske bruger et simpelt og hurtigt overblik over lejeboliger i København.

Hjemmesiden er målrettet mod både danske og internationale studerende, der har svært ved at finde et sted at bo i København. For at illustrere boligmangelproblemet, er der i København kun 7.500 ungdomsboliger til 52.700 studiepladser, viser tal fra Socialministeriet.
Det svarer til, at der kun er boliger til 15% af de nye studerende.

Årets optag på Diku giver næsten fuldt hus

Årets optag på Københavns Universitet blev for nyligt offentliggjort, og denne viser et større optag på mange linjer bl.a. datalogi.

Ifølge statistikken bliver årets optag på Diku 142 hvilket langt overstiger sidste års optag på 119. Derudover er 13 af de 142 piger hvilket altså giver en kønsfordeling på lige under 10%.
Det ses også ved sammenligning af statistikken for årets ansøgninger at stortset alle der har søgt datalogi på 1. prioritet er kommet ind.
Optaget på Diku har dog i flere år været stigende. Diku havde sidst et bundår i 2006 hvor kun 66 blev optaget hvilket, 2010 overgår med over 100%.

Antallet af ansøgninger til Diku stiger igen i år

KU har for nyligt udgivet listerne over årets ansøgninger, hvilke viser et langt større antal af ansøgninger til bl.a. datalogi.

Ifølge listen over årets ansøgninger til SCIENCE har der iår været 245 ansøgninger til datalogi hvoraf de 136 har ansøgt på 1. prioritet. Dette giver ialt 33,9% flere ansøgninger i forhold til sidste års 183.

Datalogi er dog ikke den eneste naturvidenskabelige uddannelse hvor antallet af ansøgninger er steget. Ansøgningerne er generelt steget på alle uddannelser. Især på Biokemi hvor årets antal steg med 93,3% i forhold til sidste år.

Nyt intranet 12. august

Den 12. august 2010 søsættes KU's nye fælles intranet - KUnet - der erstatter PUNKT KU. På http://www.intranetguide.ku.dk kan du læse mere om, hvad du kan finde på KUnet. Kernen i KUnet er de funktioner, som du kender fra PUNKT KU, såsom:

  • Selvbetjening for studerende og medarbejdere
  • Grupperum og mødefora (alle grupperum og mødefora overføres automatisk fra PUNKT KU til KUnet)
  • Adgang til KU's it-systemer

De velkendte funktioner får en ny og mere brugervenlig indpakning, og i løbet af de kommende år, vil KUnet løbende blive udbygget med nye funktioner. Medarbejdere kan allerede fra lanceringen finde oplysninger og vejledninger i en nyudviklet medarbejderguide.

Læs mere på http://www.intranetguide.ku.dk, hvor du også kan se en kort film om intranettets mystiske oprindelse.

Årets underviser ved Det Naturvidenskabelige Fakultet 2010

Nu har du som studerende eller læsegruppe mulighed for at indstille jeres yndlingsunderviser til "Årets underviser ved Det Naturvidenskabelige Fakultet 2010"!

Prisen er på dkk. 25.000,- og tilfalder en underviser ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, som i særlig grad bidrager til den høje kvalitet af fakultets undervisning.

Årets underviser skal i særlig grad have bidraget, at undervisningen lever op til et eller flere af følgende mål:

  • at undervisningen har et højt fagligt niveau, baseret på stærke forskningsmiljøer,
  • at de studerende udfordres fagligt og opnår et højt fagligt udbytte,
  • at undervisningsmål og -former løbende udvikles,
  • at studerende og undervisere vurderer, at der er kvalitet i undervisningen

På følgende hjemmeside kan du læse mere om prisen samt indberette din indstilling til 'Årets underviser 2010': http://www.science.ku.dk/underviser

Deadline er den 20. august 2010.

Sikkerhedshul pivåbent på 8. måned: Studerende kan snyde med karakterer

Artikel fra Version2 af Morten K. Thomsen

Alt, hvad der skal til, er en lille stump Javascript indsat på rette sted i Københavns Universitets e-lærings- og kursusadministrationssystem Absalon.

Herefter kan man få adgang til at ændre i de data, systemet indeholder – herunder lærerens karaktergivning af de studerendes opgaver.

Hullet er af typen cross site scripting (XSS) og blev opdaget af en studerende i eftersommeren 2009 i forbindelse med et kursus i ”Advanced Programming”, som ph.d.-studerende Morten Ib Nielsen afholdt på Datalogisk Institut, DIKU.

»Det var jo meget sjovt, at en studerende kunne ændre banneret på forsiden af Absalon til en reklame for DIKUs studenterportal DIKUtal. Men vi indrapporterede selvfølgelig sårbarheden, så hullet kunne blive lukket,« siger Morten Ib Nielsen til Version2.

Læs hele artiklen på Version2

Bemærk: KU har få dage efter Version2 bragte følgende artikel fået lukket sikkerhedshullet, hvilket fremgår af følgende nyhed fra diku's hjemmeside: http://diku.dk/Nyheder/2010/absalon/

Martin Zachariasen er nu Dr.Scient.

Artikel fra diku.dk

Til lyden af klapsalver fra publikum og rosende ord fra såvel officielle som uofficielle opponenter modtog Martin Zachariasen, institutleder på Datalogisk Institut, KU (DIKU) fredag den 21. maj 2010 den naturvidenskabelige doktorgrad (Dr.Scient.) for sin afhandling med titlen: Fixed Orientation Interconnection Problems: Theory, Algorithms and Applications.

Efter en indledning ved Dekan Nils O. Andersen, Det naturvidenskabelige Fakultet, gav Martin Zachariasen en introduktion til sit forskningsarbejde gennem henved 10 år, som kort fortalt er en teoretisk løsning på et praktisk problem, et nyt paradigme for chipdesign, som muliggør, at ledninger mellem forbindelsespunkter kan løbe i andre - faste og vilkårlige - retninger end den hidtil eneste kendte såkaldte "Manhattan-arkitektur", hvor alle ledninger forløber i vinkelrette baner. Den nye metode med vilkårlige retninger kan give op til 30% kapacitetsbesparelse i chip'ens energiforbrug. Det matematisk-teoretiske grundlag for metoden kaldes Steiner-træ-problemet og går ud på at forbinde en række punkter indbyrdes med den kortest mulige linjeafstand.

Læs resten af artiklen her.

Manuskriptkonkurrence for energifilm

Har du en super ide til en kort, oplysende og underholdende film eller filmserie om, hvordan vi kan spare på strømmen og varmen på Københavns Universitet? Så deltag i manuskriptkonkurrencen og vind flotte præmier.

Der er 3 kategorier i konkurrencen:

  • Spar på energien i laboratoriet
  • Spar på energien i kontoret
  • Spar på energien på universitetet

DIKU's Kantine er unik på KU

På Datalogisk Institut findes en meget særegen studenterorganisation. Denne institution er Studenterkøkkenet og den forening der står bag. Foreningen og køkkenet er unikt - der findes ikke noget tilsvarende andre steder på KU.

Køkkenforeninen på DIKU har opnået at give de studerende en usædvanlig høj grad af bestemmelse over deres studiemiljø og deres studenterkøkken. DIKUs køkken er ikke drevet af "yet another" catering-firma med halvdyre priser og hel-kedelige åbningstider. På DIKU varetages hele driften af foreningen. De køber varer ind, fylder automater, laver arrangementer og sørger for at teknikken virker. Senest er et hjørne af kantinen blevet indrettet til filmfremvisning - og det bliver brugt flittigt.

Læs hele artiklen på Universitetsavisen.

Fokusgruppe for Katapult

Kære studerende.

Vi er i gang med en større undersøgelse af KU´s studenternetværk Katapult, i form af en fokusgruppeanalyse. Katapult beskæftiger sig med iværksætteri og innovation, hvilket vi kan hjælpe studerende med under deres studietid. Til fokusgruppeanalysen skal vi finde ca. 12-14 studerende, som vil deltage. Det vil max tage 2 timer. Der vil være lidt forfriskninger under mødet, og ALLE deltagerne vil blive tildelt et gavekort til en biograftur for 2 som tak for hjælpen.

Udgiv indhold