Jørgen Bardenfleth, den administrerende direktør for Microsoft i Danmark, har besvaret de spørgsmål som Dikutals brugere indsendte til det åbne interview.
Microsofts arbejdsplads er flere gange blevet kåret som den bedste i Danmark, og deres verdensomspændende succes på IT-markedet er drevet af både innovation, mod på at konkurrere og teknisk ekspertise. Men med den dominerende rolle på IT-markedet følger ofte kritiske spørgsmål til både forretningsstrategier, tekniske standarder og produktlinjer. Derfor har Jørgen taget tilbuddet om at besvare spørgsmålene fra Datalogisk Institut til sig, så det kunne udgives her på Dikutal.
Jørgen blev tildelt top-posten i den danske afdeling i august 2004, og har 28 års erfaring indenfor informations og kommunikationsteknologi, på både udviklingssiden samt salg, marketing og ledelse. Han begyndte sin karriere med at arbejde indenfor forskning og udvikling af satellitkommunikationsudstyr i Danmark og Californien. I 1989 blev han ansat i HP indenfor salg og marketing, og blev i 1995 udnævnt til administrerende direktør. I 2001 fik han det globale ansvar for Intels Optical Components Division (OCD), som er en del af Intel Communication Group.
Spørgsmålene er i fed skrift og det efterfølgende svar står i kursiv.
Indsendt af "zxmaster":
"Microsoft har i mange miljøer i IT-branchen en McDonald's-lignende status:
Omsætningen er stor, så der er tydeligvis kunder - alligevel vil ingen indrømme at de spiser der.
For Microsofts vedkommende vil en stor del af de IT-professionelle på nærmest religiøs vis forsvare, at forskellige gratis programmer med åben kildekode, er bedre end tilsvarende produkter fra Microsoft.
Har Microsoft en plan for at gøre noget ved dette?"
Kære zxmaster,
Jeg tror ikke det er muligt for nogen virksomhed at opnå stor synlighed, udbredelse og stor kommerciel success uden samtidig også at møde kritik. Og heldigvis for det! For kritisk, hvis den er konstruktiv og skarp og velfunderet, er sundt for alle – også for en virksomhed som Microsoft. Samtidig er det værd at notere at vi er en børsnoteret virksomhed, i lighed med Oracle og IBM. Vi har valgt at sælge software kommercielt, og vi mener at den samlede løsning, inkl. tilretning, support og ydelse, bliver bedre for kunden på denne måde.
Vores plan ift. den nævnte kritik er flerstregnet:
Indsendt af "Troels Henriksen":
"Hvorledes vil Microsoft, hvis største indtægter er via klientsoftware som Office og Windows, håndtere overgangen til en it-verden der ser ud til at bevæge sig imod tynde klienter der kommunikerer med centraliserede serverprogrammer (eksemplificeret især ved browsere/webapplikationer). Helt specifikt, hvorledes vil udviklingsværktøjerne tilpasses denne nye model?
Er Microsoft's standardisering af OOXML et tegn på en generelt tendens til at dokumentere nye formater og protokoller? Vil alle nye formater dokumenteres åbent og frit på samme tidspunkt de udvikles, eller vil det kun ske med "store" formater der har masser af baggrundshistorie, såsom OOXML?"
Det er korrekt at Microsoft har en betydelig omsætning fra klient software. Samtidig er det et faktum at en større og større del af Microsoft forretning ligger på andre områder som Serverprodukter, Hosting, Online tjenester etc.
Nogle af de hurtigst voksende elementer af vores forretning er online versioner af klient og server produkter, gennem f.eks. Business Productivity Online Suite (BPOS): http://www.microsoft.com/online
Den overordnede bevægelse mod flere online services som du beskriver, er vi således opmærksomme på og det er Microsofts erklærede strategi at understøtte denne transformation, gennem det vi kalder Software + Services: www.microsoft.com/softwareplusservices.
Denne strategi bygger på vores overbevisning om, at der ikke kommer til at ske en totalt udskiftning fra den ene dag til den anden, men derimod en gradvis bevægelse, hvor virksomheder og forbrugere finder den rette balance imellem lokalt afviklet software (på diverse enheder som PC’er, MP3 afspillere, telefoner o.a.) og sky-baserede tjenester (ikke kun www sider, men også såkaldt ’faceless’ tjenester). Ikke mindst, så forventer vi at se et sammenspil mellem netop velfungerende lokalt afviklet software og ad hoc sky-baserede tjenester, hvor de oplagte synergier udnyttes til fulde uden at falde helt til jorden i tilfælde af dårlige, fraværende eller fravalgte netværk.
Ser vi på udviklingsværktøjerne, så er der allerede idag i de seneste 2 versioner af fx. Microsoft Visual Studio (bl.a. VS2010 som er i gratis Beta nu: http://www.microsoft.com/visualstudio/da-dk/products/2010/default.mspx), taget højde for denne forventede transformation og gjort det enkelt for udvikleren fra eet og samme ’Integrated Development Environment’, at have mobil, server, klient, web, etc. som slutdestination for koden. I VS2010 vil du ovenikøbet opleve en helt tæt integration op mod Windows Azure, som (kort fortalt) er vores bud på en nem, billig og professionel hosted sky-baseret afviklings-platform – læs mere her: www.azure.com
Microsofts valg om at overdrage dokumentstandarden OOXML til ECMA tilbage i 2005 (ECMA overdrog efterfølgende OOXML til ISO/IEC) kan fint ses som en generel tendens hos Microsoft ift. åbenhed og interoperabilitet. Microsoft har beskrevet sine principper for interoperabilitet her: http://www.microsoft.com/interop/principles/default.mspx
Microsoft vil dokumentere og stille API’er, protokoller og formater til rådighed for alle high volume produkter, som beskrevet i interoperabilitets principperne. Produkter som bl.a. Microsoft Windows (server og desktop), Microsoft Office, Microsoft SharePoint m.fl. er således dækket af disse principper.
Mens Microsoft utvivlsomt er markedsledende med Microsoft Windows og Microsoft Office, så er der andre områder som f.eks. Apple’s iPod/iPhone, Google search, ORACLE databaser, IBM Mainframe,hvor Microsoft ikke er markedsledende. Dette udelukker ikke at Microsoft vil vælge at offentliggøre API’er, protokoller og formatter for produkter og ydelser som konkurrerer i disse områder.
Indsendt af "Mikkel":
"Hvor stor fokus har Microsoft på Internet Explorer?
Det virker underligt at en browser som
a) Kun laves til Windows, hvor Microsoft nødvendigvis burde kende den underliggende struktur bedre end alle andre
b) Kommer med Windows, og som kan opdateres løbende igennem Windows Update
c) Bliver leveret af et firma med store resurser, både opgjort i kapital og dygtige medarbejdere
halser efter andre browsere som f.eks. Firefox, Safari og Chrome når det kommer til eksekvering af Javascript og webfeatures som SVG og Canvas, og andre åbne webteknologier.
Er dette fordi Microsoft mener at internettet er bedre tjent med properitere løsninger - f. eks. Adobes Flash, og Microsofts eget Silverlight og ActiveX, eller er det fordi Microsoft hellere vil fokusere på Windows, Office serien (online såvel som offline) samt diverse internet projekter (f. eks. Bing)?
Eller mener Microsoft at disse features, udover eksekvering af Javascript, ikke er interessante for IE's kundekreds?"
Fokus på Internet Explorer er så stor som aldrig før!
Vi er meget tilfredse med den IE8 som er ude nu – den giver brugere en god balance mellem renderings hastighed, funktionel hastighed, sikkerhed og åbenhed. Opfattelsen af at IE8 skulle halse bagefter en række af konkurrenterne på bl.a. hastighed er der mange som ikke genkender – se fx. denne blog post: http://community.winsupersite.com/blogs/paul/archive/2009/03/27/is-ie8-really-fat-and-slow.aspx
Når det så er sagt, så er det da helt rigtigt, at nogle teknologier altid kan implementeres bedre ... også i IE!
Under Professional Developers Conference i Los Angeles i november, 2009 præsenterede Steven Sinofski, som er ansvarlig for bl.a. IE9, nogle af resultaterne af de første 3 ugers arbejde med IE9 som hans team havde opnået ..... heriblandt store forbedringer på afvikling af JavaScript, bedre/unik udnyttelse af Hardware/GPU, HTML5 (omend officiel standardisering endnu udestår) og meget andet: www.microsoftpdc.com og http://www.winsupersite.com/live/ie9_preview.asp
Vi forventer indenfor de næste par måneder, at have første beta version ude og har annonceret at vi for IE, forventer at se kortere releaseschedules et stykke tid frem.
Omkring de specifikke teknologier og understøttelsen i bl.a. IE9, så kan jeg ikke give garantier, men der er ingen tvivl om at planerne pt. er at have bl.a. SVG understøttelse, men også at vi naturligvis prioriterer efter hvilke teknologier, der har størst udbredelse på www.
Vi er således på ingen måde begrænset til proprietære teknologier og arbejder således fx. sammen med Novell om projekt Moonlight som har til opgave at portere Silverlight teknologien til Linux, således at både Linux, Mac & Windows platformene kan udnytte disse nye muligheder.
Indsendt af "Simon Shine":
"Hvad skal der ifølge Jørgen Bardenfleth til for at engagere flere kvinder i de højere luftlag af datalogi, ingeniørvidenskab? Har de noget at tilføje, og føler Microsoft et ansvar for at påvirke den samfundsmæssige udvikling som er grundlaget for ansøgning ind på de videregående uddannelser? Har Microsoft nogen positive beretninger om den kønsmæssige udvikling indenfor deres tekniske områder?"
Vi går ind for mangfoldighed, herunder flere kvinder og unge, på arbejdspladsen, både når vi rekrutterer og udvikler vore medarbejdere til ledere. Fordelen er at rekrutteringsbasen bliver større og vi bedre kan spejle vore kunders mangfoldighed hos os selv. At få f.eks. kvinder til at interesse sig mere for de tekniske uddannelser, herunder IT uddannelser er et langt sejt træk. Vi er startet helt ned i Folkeskolen, hvor vi tilbyder IT skole i ferierne til bl.a. rene pigehold, vi har sammen med IT-Branchen en række initiativer herunder 9. klasses praktik, hvor vi søger at få pigerne godt repræsenteret og kvindelige rollemodeller, der tager ud på bl.a. gymnasier og til uddannelsesmesser for at tale om IT uddannelserne, og sidst men ikke mindst deltager vi også i IT-Natten hver februar, hvor vi åbner virksomhed, for unge mennesker, der gerne vil høre mere om IT job muligheder og uddannelser.
Fra redaktionen:
"Hvilke produkter fra Microsoft fokuseres der på i den danske afdeling, og hvad vil man komme til at udvikle på som ansat datalog?"
I vort udviklingscenter MDCC i Vedbæk udvikler vi Dynamics AX, C5 og NAV.
Stort set alle Microsofts produkter anvendes hos vores udviklings center i Danmark, dog med specielt focus på MS SQL-Server, Visual Studio og Team Foundation Server, der anvendes i forbindelse med udvikling af Dynamics produkterne. Vores udviklere arbejder på en lang række teknologier dækkende alt fra udvikling af compilere, server, client, workflow og constrain based logic til forretninglogik i ERP systemer. Udviklingen foregår i C#, C++, samt en række domæne specifikke sprog, og implicere en lang række .net teknologier, såsom SQL, Windows Communication Foundation, Silverligt mm.
Fra redaktionen:
"I har samarbejde med forskellige universiteter og forskningsinstitutioner bl.a. er både DIKU, CBS og Microsoft involveret i projektet 3gERP, en platform til ressourceplanlægning for virksomheder. (http://3gerp.iwvi.uni-koblenz.de/people/). I hvor stort et omfang støtter i forskning på universiteter i forhold til den indsats i ligger i jeres eget research-center (Microsoft Research)?"
I Danmark har vi valgt af fokusere vores forsknings samarbejde med lokale universiteter, da der er stort sammenfald mellem de produkter vi udvikler i Danmark og ekspertisen hos DIKU, CBS, ITU og DTU. Blandt andet i forbindelse med 3gERP projektet financierer vi pt. et professorat samt et antal PhD studerende. Vi har samtidigt over en årrække opbygget et netværk af kontakter til specifikke institutter og lærekræfter på de enkelte universiteter, hvilket gør det attrattivt også at starte nye projekter lokalt. Samarbejdet med Microsoft Research er primært vedr. algoritmer indenfor områderne visualisering og constain based logic.
Fra redaktionen:
"Da du først startede som direktør i Microsoft, hvad var så den største udfordring du stod overfor på din nye arbejdsplads?"
Lige da jeg startede var en af udfordringer at øge tiden mine ledere blev i hver deres job. De var alle utålmodige og ville videre efter to år i jobbet, for det var de vant til! Det er ikke hensigtsmæssigt for en organisation at skifte så hurtigt, både med henblik på at skabe resultater og udvikle sin efterfølger. Nu bliver folk længere, typisk 3-5 år og det skaber bedre resultater og overgange fra leder til leder.
Fra redaktionen:
"I er flere gange blevet kåret til årets bedste IT-arbejdsplads i Danmark, hvad har i gjort for at opnå denne titel?"
Det er svært at blive Danmarks bedste arbejdsplads flere år i træk, men det er ikke atomfysik. Det kræver at man har troen på den rigtige måde at gøre det på og en del vedholdenhed. Det handler om frihed under ansvar, klare aftaler om mål og resourcer. Det handler om at skabe engagement, at folk synes at de får vist tillid til at udføre deres job. Vi har troen på at folk bedst selv ved, hvordan de løser opgaven i deres team – sådan helt ovre i tyrkertroen! Der er ikke nogen, der fortæller dig at opgaven skal løses på en bestemt måde, og der er ingen,der checker hvornår du kommer og hvornår du går? Men vi checker om du når dine resultater. Vi tager tid til tilbagemeldinger og har mindst månedelige 1:1 samtaler. Der er fokus på at gøre noget ud fra medarbejdertilfredshedmålinger og kommunikere, hvad vi gør.
![]()

