Toiletcowboy

Jeg tilhører mængden af mennesker som ikke blev pottetrænet af deres mødre. Jeg tilhører også mængden af mennesker som ikke helt kan forklare eller godtgøre de ting jeg gør om morgenen. Til sidst tilhører jeg mængden af mennesker, der altid har tænkt, at hvilke idioter er det, der taber sine dyrebare ejendomme i toilettet? I morges fandt jeg ud af det.

En eller anden matematiker havde i tidernes alt for tidlige morgen besluttet sig, at matematikøvetimer ligger kl. 8, og dette underlægger vi os. Iklædt meget lidt, og bortvist af min kæreste for at larme for meget med "snooze"- funktionen i min telefon finder jeg det særlig praktisk at hægte min klaptelefon på boxershortsene som en anden cowboy med sin seksløber. Jeg tænker, hvor er det her praktisk, lige indtil jeg hører et dybt klonk, lyden af noget tungt slå mod porcelænsvæggen jeg havde tiltænkt et helt andet formål. Det er noget med vinklen af buksekanten og tyngdekraften.

Den er knap nok til at se, men for tung til at ville blive skyllet ud ved uheld. Den er nok også død i øjeblikket, tænker jeg. I et kort øjeblik jonglerer jeg med tanken om at lade vandet først og derefter håndtere problemet med den druknede telefon, men jeg ombestemmer mig i en forfærdet erkendelse af mit eget forslag. Det viser sig to minutter senere at der skulle en bogstavelig håndtering til, da ingen redskaber i nærheden ville være i stand til at lirke den ud fra sit skjul i vandlåsen. Jeg tænker sågar at bruge tandbørsten, men indser endnu forfærdet hvor lidt jeg reflekterer om morgenen.

To minutter senere, og på grænsen til at have lært at danse, har jeg min telefon i hånden. Displayet viser klokken korrekt mens den drypper, og jeg overvejer om jeg stadig sover. Jeg flår batteriet ud mens jeg løber ind i soveværelset og lægger den på radiatoren.

Det gik i øvrigt op for mig, da jeg forklarede dette til nogen, at én sagde "ak ja, det er også sket for mig et par gange." Og så er det jeg tænker, at hvilke idioter er det, der taber sine dyrebare ejendomme to gange i toilettet? Måske jeg skulle undlade at provokere skæbnen og dens ironi.

Hvad er det værste der er sket med jeres telefoner?